Hjertevarmen er strømmet ind til to forfrosne hvalpe

Selvom ejeren af hundene ikke har meldt sig, så har hvalpene igen fået varmen, og snart får de også et nyt hjem.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste mandag aften ejeren til de to hundehvalpe, der blev fundet efterladt ved et pizzeria i Haderslev .

De to blandingshvalpe har ingen kendetegn på sig, og da ejeren ikke har meldt sig, bor de nu midlertidigt på en hunde- og kattepension.

Her bliver der, ifølge ejer Uffe Holm, jævnligt indleveret hunde og katte, der mangler en ejer.

- Det sker desværre med jævne mellemrum. Det er et stort arbejde at have sådan nogle hvalpe, og det er der ikke alle, der er klar over, siger indehaveren af pensionen til Uffe Holm til TV SYD.

De to hunde har ingen kendetegn på sig.
De to hunde har ingen kendetegn på sig.
Foto: John Melin

Hvalpene blev fundet ved 18-tiden i Nørregade i Haderslev, og selvom politiet har haft en efterlysning ude, tyder det på, at de to hundehvalpe nu i stedet får et nyt sted at bo.

- De skal nok få sig et hjem, der er allerede mange, der har henvendt sig, så de skal nok klare sig, fortæller Uffe Holm til TV SYD.

Normalt så opholder efterladte hunde sig i tre dage på en hundepension. Hvis der derefter ikke er fundet en ejer, bliver de afhændet eller aflivet.