Forladt surfbræt førte til stor redningsaktion

Det helt store maskineri blev sat ind, da tyske turister opdagede et forladt surfbræt på Rømø.

Onsdag eftermiddag opdagede tyske turister et surfbræt i vandkanten på Lakolk Strand på Rømø. Men der var ingen personer i nærheden. Så politiet blev straks kontaktet.

- Der blev sendt redningshelikopter, terrængående køretøj og politi til stedet, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, til TV SYD.

Redningshelikopteren fandt frem til surferne.

quote

Sådan en redningsaktion betales af skatteborgerne – og den er ikke helt billig.

Ivan Gohr Jensen, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Det lykkedes at spotte nogle danske surfere. Der blev firet en redder ned til surferne, der bekræftede at det var deres bræt. De havde bare ikke fået surret det ordentlig fast, forklarer vagtchefen.

Surferne havde ikke tænkt på at surfbrættet kunne give anledning til bekymring. Så opfordringen fra politiet er klar.

- Tænk på, at din opførsel på eller i vandet kan misforstås af andre. Sådan en redningsaktion betales af skatteborgerne – og den er ikke helt billig, slutter Ivan Gohr Jensen.