Formand forklarer sig om Tønder Bank

Vrede aktionærer og borgere i Tønder har siden Tønder Banks konkurs krævet en forklaring. Bankens bestyrelse har dog været tavs - indtil nu.

Tønder Banks bestyrelse og banddirektør Mogens Mortensen har indtil nu været tavse.

Men i dag forklarer bestyrelsens formand, Carsten Dinsen Andersen, sig for første gang på TV Syd.

Tønder Banks bestyrelse skal i morgen møde bankens aktionærer til en orientering om krakket - og formanden ser frem til at få lov til at komme med sin version af omstændighederne, der førte til bankens lukning.

Vi er de ansvarlige

- Det var først de sidste dage op til beslutningen fredag om konkursen, at situationens alvor og konsekvensen af Banktilsynets vurdering af vores udlån gik op for os. Vi er ikke enige i vurderingen ? men måtte jo tage den til efterretning og forsøge at formindske skaden for vores kunder, siger den tidligere bankformand Carsten Dinsen Andersen til TV SYD.

Han siger, at bestyrelsen og direktøren som bankens ledelse er ansvarlige for bankens udlån:

- Bestyrelsen har undervejs haft kendskab til alle større lån. Bankens direktør har givet os de nødvendige oplysninger og hverken han eller bestyrelsen har forsøgt at skjule noget. Alt er gået lovligt til efter min opfattelse, siger tidligere bankformand Carsten Dinsen Andersen i interviewet med TV SYD.

Han er meget ked af situationen og beklager dybt, at bankens kunder og aktinærer er bragt i en vanskelig situation.

Orienteringsmødet for aktionærerne i den krakkede Tønder Bank finder sted i morgen eftermiddag klokken 17 i Tønder-hallen - og flere tusinde forventes at dukke op.