Formanden for Børnerådet: Flytning går ud over børnenes stemme

Per Larsen, formand for Børnerådet, frygter at flytningen til Billund kommer til at gå ud over børnene.

Børnerådet kommer efter alt at dømme til at bruge syv procent af sit årlige budget - knapt 600.000 kroner - på at transportere medarbejdere til og fra møder i København, når Børnerådet i slutningen af 2017 flytter til Billund som led i Regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.

En aktindsigt viser, at 95 procent af Børnerådets møder ligger i København, og selvom Børnerådet budgetterer med færre mødedeltagere og flere skype-møder efter flytningen, vil mødeaktiviteten i København fortsat være på et niveau, som vil koste organisationen 590.596 kroner årligt.

Men videomøder kan ifølge Børnerådets formand, Per Larsen, ikke helt erstatte fysiske møder:

- Problemet er, at det er lidt svært at flytte Christiansborg, og de store interesseorganisationer bor også i København, og derfor har vi behov for at komme til møder i hovedstaden, for ellers sidder vi på en lille isoleret ø, siger han til TV SYD.

Børnerådet rådgiver blandt andet Folketing og Regering, når der laves lovgivning eller andre tiltag, som kan påvirke børns levevilkår.

- Vi ved endnu ikke, hvem der kommer til at betale, men hvis Børnerådet skal tage de 600.000 kroner ud af sin årlige Finanslovsbevilling på 8,7 mio. kr., så frygter vi, det kommer til at svække børnenes stemme i offentligheden. Spørgsmålet er, om det bliver børnene eller finansministen, der kommer til at betale regningen, siger Børnerådets formand, Per Larsen.

Uvisheden om fremtiden stopper ikke her. Børnerådet vurderer, at udflytningen kommer til at koste i alt 2,7 mio. kroner. Først til foråret får Børnerådet svar på, om det selv også skal betale dele af regningen for udflytningen.

Det er ikke besluttet endnu, hvor Børnerådet skal have til huse i Billund. Men en af de muligheder, der har været nævnt er Legohouse.