Formodet påsat brand i rækkehus

Flammerne stod ud af taget, da brandfolk i morges nåede frem til et rækkehus i Løvens Kvarter i Esbjerg.

Politiet formoder, at branden er påsat. Tæt på huset har politiet fundet to tomme pengekasser, som formentligt er blevet taget af en indbrudstyv, der har været inde i huset før branden brød ud.

Vicepolitiinspektør Hans Roost, Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser, at en 15-årig dreng reddede sin 13-årige lillesøster og to hunde ud fra det brændende rækkehus.

 - Drengen hørte røgalarmen og sørgede for at få sig selv, søsteren og to hunde ud. Alle er uskadte, men meget chokerede. Huset er stort set nedbrændt, siger Hans Roost.

Tidligere forlød det, at der var to drenge i huset.

Politiet efterlyser vidner i nabolaget, som kan have set indbrudstyven, da der muligvis er en forbindelse mellem tyveriet og branden.