Forsigtige boligejere bor i syd

Sønderjyderne hører til de mest forsigtige, når det gælder om at optage boliglån.

Det fremgår af en opgørelse fra Realkredit Danmark.

I hele Region Syddanmark har 57 procent korte rentetilpasningslån. I Region Hovedstaden er andelen på 66 procent i gennemsnit.

Tendensen er den samme, når det gælder de farligste rentetilpasningslån, nemlig dem uden afdrag. Her har 68 procent af boligejerne i Helsingør afdragsfrie lån, mens det kun er 37 procent i Tønder.

Realkredit Danmark konstaterer, at der er en klar sammenhæng mellem boligejernes indkomst og deres risikovillighed.

Boligejere med høj indkomst har den højeste belåningsgrad, og de betaler kun i begrænset omfang af på deres gæld. Det betyder, at de er mest sårbare, hvis boligrenten stiger kraftigt.