Forsinket overfaldsalarm hjalp ung kniv-røver til flugt

En formodet teknisk fejl i alarmsystemet hjalp tirsdag aften en røver til flugt, da han havde truet sig til penge i en asiatisk købmandsforretning i Fredericia.

En forsinkelse på 17 minutter i en overfaldsalarm fik den den konsekvens, at en ung røver, der ellers var overmandet, fik sig vristet fri og kunne tage flugten, inden politiet nåede frem.

Gerningsmanden brugte en hvid brødkniv under røveriet, der blev begået mod butikken Fred Asia House i Gothersgade i Fredericia. 

Vidner beskriver røveren som en ung mand af afrikansk udseende i alderen 15 til 20 år. Han beskrives som 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har sort, kort hår og bar en sort maske. 

Den unge røver var ellers blevet overmandet af en kunde - men da politiet ikke dukkede op som følge af den tekniske fejl i alarmsystemet, lykkedes det røveren at slippe fri og stikke af med et mindre kontant beløb.

- Alarmen nåede først frem til vagtselskabet med en længere forsinkelse, så da vi kom til stedet, var der gået 17 minutter fra, at alarmen var afsendt, siger vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD. 

Sydøstjyllands Politi vil gerne tale med vidner, der har set noget mistænkeligt i det centrale Fredericia før, under og efter røveriet, der fandt sted ved 22-tiden.