Forsker: Brand er skyld i alge-opblomstring

De tusinder af tons kvælstof, som strømmede ud i Lillebælt under storbranden på Fredericia Havn, kan være skyld i opblomstringen af tang og alger i Lillebælt.

Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, har vurderet konsekvenserne af udslippet for Fredericia Kommune, og han er ikke i tvivl:

- Kvælstof får planterne til at vokse. Det er jo derfor, de bruger det i landbruget. Og i havet er det alger og tang, der vokser. Og det er mere end det plejer, sagde han her til aften i TV SYD.

Det er erhvervsfiskerne i og omkring Lillebælt, som mærker konsekvenserne af kvælstof-udslippet. For fiskerne fanger noget helt andet, end det, de smider nettet ud efter.

Stiig Markager har undersøgt konsekvenserne af astorbranden for kommunen. Hans analyser indgår i det svar, som Fredericia Kommune har sendt til Miljøskadestyrelsen, som efter sommerferien vil vurdere, om branden har haft miljøkonsekvenser – og hvem der eventuelt skal betale for dem.