Den danske model er stadig den bedste løsning. Den giver nemlig tryghed for både arbejdsgivere og lønmodtagere.
Hovedaftalen i 1899 gav os en model, der stadig er holdbar.
Det mener Søren Bak-Jensen, som er direktør på Arbejdermuseet. Han følger den nuværende strid mellem de offentligt ansatte og staten, der ikke umiddelbart kan blive enige om en ny overenskomst. Men han mener ikke, vi skal være kede af varslerne om strejke og lockout.
- Lige nu skaber udsigten til en konflikt usikkerhed, og der er mulighed for at bruge de voldsomme midler, som strejke og lockout jo er. Hovedaftalen mellem parterne i 1899 gav os en model, der stadig er holdbar, siger Søren Bak Jensen.
Tryghed for alle
Når der først er indgået en overenskomst, så er der stort set ro og forudsigelighed på arbejdsmarkedet.
Hovedaftalen giver lønmodtagere og arbejdsgivere lov til at varsle strejke og lockout, hvis de ikke kan blive enige om en overenskomst. Men der er balance i tingene, siger direktøren.
- Når der først er indgået en overenskomst, så er der jo stort set ro og forudsigelighed på arbejdsmarkedet i flere år. Det giver tryghed for lønmodtagerne, som kan regne med at få en indkomst og for arbejdsgiverne, som kan regne med at få produceret deres varer og ydelser, siger Søren Bak-Jensen.
Tid, penge og ny teknik
Generelt er det løn og arbejdsforhold, der har været konflikt om på arbejdsmarkedet.
- Helt tilbage i 1870erne, da fagbevægelsen opstod i Danmark, var kampråbet, af de ville have en otte timers arbejdsdag. Det lykkedes så i 1919. Og lige siden har der været talt om både løn og arbejdstid, siger Søren Bak-Jensen.
Men der har også været andre emner gennem årene, og nogle af dem kan komme på forhandlingsbordet.
- Der har i stigende grad været krav om efteruddannelse på et arbejdsmarked, som hele tiden udvikler sig. I 1985 strejkede bryggeriarbejdere under parolen, at teknologi skal aflaste og ikke afløse os, og den kunne man i høj grad også have en diskussion om i dag, siger Søren Bak-Jensen.
