Forsker: Giv mig døde pindsvin

Danmarks eneste pindsvineforsker opfordrer nu folk til at komme med de pindsvin, man kan finde overkørte og døde i vejkanterne for tiden

Der er ekstra mange fladmaste pindsvin på vejene for tiden. Det skyldes deres natur.

- Hannerne drøner rundt med hovedet under armene i deres søgning efter en mage, forklarer Danmarks eneste pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen på Syddansk Universitet.

Hun har netop igangsat en landsdækkende indsamling af trafikdræbte pindsvin til sin forskning. Og her har hun brug for  borgernes hjælp. Nemlig til at indsamle pindsvinene og aflevere dem på indsamlingsstationer for eksempel vildtplejestationen i Esbjerg.

- Med forskningen vil pindsvinene ikke være døde helt forgæves, når vi kan bruge dem på at blive klogere på de andre pindsvin derude, så vi bedre kan målrette initiativer til at beskytte dem, siger hun.

Selvom dyrene er helt almindelige og ofte ses i vores haver, så ved forskerne ikke ret meget om, hvordan de her det og hvor stor bestanden er. Sophie Lund Rasmussen vil gennem forskningen blandt andet undersøge, om pindsvinene er syge og i så tilfælde hvilke sygdomme, de har.

I England er bestanden gået tilbage med 30 procent over de sidste 10 år. Det gælder muligvis også i Danmark.

For at hjælpe kan du:
• Samle et trafikdræbt pindsvin op.
• Notere dig nøjagtigt hvor pindsvinet var placeret.
• Aflevere pindsvinet på én af i alt 23 indsamlingsstationer over hele landet
• Det er meget vigtigt, at der kun afleveres døde pindsvin i indsamlingsstativet.
• Husk at passe på dig selv og andre i trafikken, når du samler det døde pindsvin op.
• Indsamlingen af trafikdræbte pindsvin på private veje bør kun ske efter aftale med lodsejeren.

 

Naturstyrelsen vurderer, at der bliver dræbt tusindvis af pindsvin i trafikken, og at det kan have indflydelse på lokale bestande af dem. Men der er ikke foretaget nogen målrettet optælling af trafikdræbte pindsvin.

Indsamlingen af trafikdræbte pindsvin slutter i december 2016.

Læs mere om forskningsprojektet på Syddansk Universitets hjemmeside.