Forsker: Ikke sikkert, at landbrug er skyld i iltsvind

Siden fiskene i Filsø flød døde til bredden på grund af iltsvind, har politikere og Danmarks Naturfredningsforening skudt skylden på landbruget. Men det er ikke nødvendigvis på sin plads, forklarer forsker.

Både politikere og miljøorganisationer var hurtige til at give landbruget skylden, da det kom frem, at kvælstof i søen skabte iltsvind, der ødelagde fiskebestanden:

- Det dramatiske massedrab af fiskene i Filsø er et sørgeligt syn. Det er endnu et argument for, at vi skal have gang i en omfordeling af landmændenes marker i området, sagde Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, til TV SYD.

Også præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, fulgte efter i en kommentar til JydskeVestkysten: - Det eneste svar er at nedbringe landbrugets forurening, og det haster forfærdeligt meget.

Ikke nødvendigvis landbrugets skyld
De mener nemlig, at det landbrugets skyld, at kvælstoffet har fundet sin vej til Jyllands næststørste sø. Men forsker Theis Kragh, der er lektor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet, er ikke nødvendigvis enig. Han undersøger tilstanden i Filsø og mener ikke, at man kan drage den konklusion, at landbruget bærer hele skylden alene.

- Det er den varme sommer og tørken i en lang periode, kombineret med et kraftigt regnskyl og et intensivt dyrket opland, hvor markerne er drænet. Og det, der så sker, er, at vandet kommer alt for hurtigt fra oplandene og ud i søen, siger han til TV 2.

Theis Kragh vil ikke udelukke, at sommerhusene, militærpladser og veje i området kan være medskyldige. 

Formand for Sydvestjysk Landboforening, Niels Chr. Laursen, har også tidligere nævnt til TV SYD, at der ikke er ret meget landbrugsjord omkring søen.

I TV SYD's udsendelse klokken 19.30 kommenterer formand for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild, sagen.