Forsker: Thomas Banke kan overleve ballade

Det er ikke givet, at det politiske kaos i Fredericia gør en ende på borgmester Thomas Banke politiske liv.

Thomas Banke meddelte igår, at han vender tilbage til borgmesterposten efter en sygeorlov - trods modstand fra hans egne partifæller, der nu vil ekskludere ham, blandt andet på grund af misbrug af et kommunalt betalingskort.

Det er svært at forudsige, hvordan sagen vil ende, vurderer forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men rent juridisk kan Thomas Banke ikke væltes af pinden som borgmester.

- Det bedste bud er at se på de juridiske muligheder, og der har borgmesteren fat i den lange ende, siger Roger Buch.

Og når det gælder hans omdømme og fremtidige muligheder i dansk politik, er der flere eksempler på, at politikere har præsteret stærke comebacks trods belastende sager, påpeger han.

- Der er jo ikke tale om omfattende, systematisk misbrug af kommunens kreditkort. Hvis han havde overført to millioner kroner fra kommunekassen til sin private bankkonto, var det en anden sag.

- Men man har før set lignende situationer, for eksempel i Farum, hvor det gik godt i adskillige år, påpeger Roger Buch.

- Der var jo ballade i årevis, længe inden man begyndte at tale om dyre restauranter. Det var ikke helt ukendt for borgerne i Farum, at borgmesteren drak dyr rødvin i store mængder, siger forskningschefen med henvisning til Peter Brixtofte.

Et andet eksempel fra landspolitikken er senere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der også måtte beklage, at han havde ladet skatteborgerne betale sine fadøl og private hotelophold med videre.

- Men bilagsproblemerne hindrede ham jo ikke i at blive formand for Venstre eller statsministerkandidat. Sådanne problemer behøver ikke nødvendigvis være dræbende for et parti eller en politisk karriere, siger Roger Buch.

Han er også forsigtig med at vurdere balladens konsekvenser for Venstre i forhold til det kommende kommunalvalg i slutningen af 2013.

Fire af Venstres fem byrådsmedlemmer i Fredericia har besluttet at ekskludere Thomas Banke. Til gengæld vil partiets bestyrelse i Fredericia nu ekskludere de fire byrådsmedlemmer.

- Det er da oplagt, at den ballade ikke er noget, et parti ønsker sig, når borgmesteren må erkende, at han har misbrugt smertestillende medicin og et kommunalt betalingskort.

- Men derfra skal man nok passe på med at sige, at det går helt galt for Venstre, siger Roger Buch.

Omvendt er balladen bestemt noget, der bør bekymre Venstre i Fredericia, tilføjer han.

- Det er vigtigt, at byrådet i købet af nogle uger eller måneder får lagt dette ned og vender tilbage til det politiske arbejde, siger Roger Buch.