Forskere: Det er lidt af et mirakel

Filsø ved Henne er på rekordtid blevet forvandlet fra landbrugsområde til en sprællevende og sund sø. Med usædvanlige fund i vandet.

De kan næsten ikke få armene ned, selv om det kan være svært på en dag som i dag at finde vandplanterne. For den seneste tids nedbør har gjort, at de nu virkelig lever op til deres liv - som planter nede i vandet.

Men en rive markerer et af de vigtige steder. Dér hvor der står en særlig sjælden plante. Krybende søpryd.

- Man har ikke set den i Danmark i 40 år og nu er den her i Filsø. Og det er ikke bare en lillebitte tue men flere større. Det viser, at den har fået fat her og lever godt, siger biolog fra Københavns Universitet, Theis Kragh til TV SYD.

Et forskerhold har haft hænderne dybt nede i den lavbundede sø for at finde ud af, hvad der gror her. Til deres store overraskelse har de indtil videre fundet hele 56 forskellige slags vandplanter, og de regner faktisk med at finde endnu flere.

I 60 år har området været inddæmmet og brugt som landbrugsjord. For For blot tre - snart fire - år siden blev Filsø til sø igen. Og siden er det gået stærkt. Mange fuglearter fløj straks ind i området. Det vidste man. Men at så mange forskellige slags vandplanter på så kort tid har slået rod i søen, kommer bag på forskerne.

- Det er lidt af et mirakel, siger Theis Kragh.

Grunden er blandt andet at Filsø er en meget stor sø, hvor vinden nemt kan skabe bølger og dermed ilt. Det er en lavbundet sø, hvor solens lys nemt kan trænge ned til planterne. En bund, der på kort tid er blevet til en sandbund som for netop mange vandplanter er god og iltrig.

- Og så ligger Filsø i nærheden af andre søer med vandplanter, og dem tager fuglene med ved at spise dem og her i Filsø...ja skide dem ud igen som frø, siger Lars Båstrup-Spohr, som også er biolog fra Københavns Universitet.

Hvis vandplanternes succes fortsætter, regner forskerne med at Danmarks 6.-største sø bliver til et paradis for trækkende fugle - og dermed en endnu større attraktion for turister. Vurderinger fra ejeren, Aage V. Jensens Fonde, siger, at der kommer 100.000 besøgende til Filsø om året.

Læs mere om Filsø her: