Forslag om politiskole i Sønderborg

Konservative og Socialdemokraterne i Aabenraa og Sønderborg foreslår, at Sønderborg Kaserne bliver politiskole. Folketingsmedlem og formand for retsudvalget Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) har grebet ideen og vil tage den op med partierne bag politiforliget i Folketinget.

-Jeg vil gerne takke for forslaget. Jeg synes, det er positivt, at der er nogen, som forsøger at tænke ud af boksen i forhold til, hvad Sønderborg Kaserne skal bruges til. Det vil da være ærgerligt, hvis lokalerne skal stå tomme, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Sønderborg Kaserne bliver rømmet i april næste år, når Hærens Sergentskole bliver flyttet til Varde.

I dag er der kun en politiskole i København. Det er tanken at oprette en vest-afdeling af skolen i Sønderborg.

Vurdering af forslaget

-Selvom det kan være tvivlsomt, om forslaget kan få gang på jord, så kan jeg godt se nogle perspektiver i det. De unge mennesker, der gerne vil være betjente, er oftest lidt ældre og de ville måske profitere af ikke at skulle den lange vej til København. Jeg har i hvert fald bedt om at få det vurderet i forligskredsen, for det er den, der skal tage stilling. Så ved vi ligesom, hvor vi står, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Politiforliget er indgået mellem regeringspartierne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Konservative og Socialdemokraterne i Aabenraa og Sønderborg mener, at staten har en forpligtelse til at skaffe arbejdspladser som erstatning for sergentskolen.

Ole Mikkel Stenshøj, konservativ borgmesterkandidat i Sønderborg, og Povl Kylling Petersen, Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Aabenraa, har sendt forslaget til flere ministerier og Folketingets retsudvalg.