TV der bevæger dig

Forsvarministeriet: Vi har lyttet til kritikken

Koncernstyringsdirektør i Forsvarministeriet, Per Pugholm Olsen, forklarer, at man har lyttet til borgernes protester, og at F-35-kampflyene derfor får en ny placering. Foto: Kristoffer H. Frederiksen, TV SYD.

Forsvarsministeriet har lyttet til borgernes protester, og derfor ændrer de nu placering af de nye F35-kampfly.

På et borgemøde torsdag arrangeret af Forsvarministeriet får de bekymrede naboer til Flyvestation Skrydstrup at vide, at hangaren til de nye fly får en ny placering i forhold til den, der var planlagt til at starte med. Det betyder, at støjen bliver mindre, og at der sandsynligvis ikke bliver behov for ekspropriering. 

- Det, der har fået os til at genoverveje, det er kritikken fra borgerne. Den oprindelige beslutning blev i virkeligheden truffet ud fra økonomiske hensyn altså den billigst mulige løsning. Men vi må erkende, at der også er andre hensyn. Hvis vi ser på det samlet set, så har vi nu fundet en bedre placering i det sydvestlige hjørne af flyvestationen. En placering der er bedre for borgerne i forhold til støj, men som også er bedre i forhold til operationer på flyvestationen. Ulempen er, at det er en dyrere løsning, cirka en kvart milliard dyrere, siger Per Pugholm Olsen, koncernstyringsdirektør i Forsvarministeriet til TV SYD inden mødet.

Forsvarminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtaler således i en pressemeddelelse:

- Jeg er glad for, at vi i forligskredsen er kommet frem til en løsning, hvor naboerne til Flyvestation Skrydstrup bliver generet mindst muligt af støjen fra hangarområdet. Når vi i første omgang valgte at placere komplekset et andet sted, var det med den samlede pris for øje. Med den nye beslutning bliver det en dyrere, men også bedre løsning for såvel Forsvaret som beboerne i området.

Ministeren beklager, at naboerne ikke har følt, at de er blevet orienteret godt nok.

- Jeg vil gerne beklage, at naboerne til Flyvestation Skrydstrup ikke har følt sig godt nok orienteret om støjgenerne for vores nuværende og fremtidige kampfly, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. 
 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden