Hvor er lille Polka: Forsvundet i 17 dage

Polka - en 6 år gammel chihuahua - løb hjemmefra for 17 dage siden. Hendes ejer Nadia Holst håber stadig at finde hende i live. Polka er nemlig set flere gange løbe langs jernbaneskinnerne ved Lunderskov og langs Kongeåen.

Polka er 6 år og en lillebitte hund af racen chihuahua - verdens mindste hunderace. Hun vejer under 3 kg og syner ikke meget i landskabet.

Men trods sin liden størrelse har Polka tilsyneladende super-kræfter.

quote

Hun er en lille hund, og jeg er meget bekymret for, om hun kan klare sig.

Nadia Holst, Polkas ejer, Vamdrup

Den lille hund har overlevet 17 dage helt alene et ukendt sted i området omkring Vamdrup.

Polka stak af hjemmefra ud af den åbne havelåge den 29. juli, da hun blev forskrækket over nogle gæster, der kom ind i haven.

Til stor ængstelse for hendes ejer Nadia Holst, der kun har haft Polka i tre måneder.

- Hun er en lille hund, og jeg er meget bekymret for, om hun kan klare sig, fortæller Nadia Holst. 

Men tilsyneladende er den lille chihuahua gjort af et helt særligt stof. Hunden er nemlig set flere gange pile afsted i et stort område ved Andst, Lunderskov, Ejstrup og Vamdrup.

Løb 4 kilometer foran et tog

Blandt andet er Nadia ringet op af DSB, der den 11. august kørte bag den lille hund, da den løb på jernbaneskinnerne foran toget i hele fire kilometer mellem Lunderskov og Ejstrup.

Toget blev forsinket, fordi lokoføren blev nødt til at sænke farten for ikke at ramme Polka

- Da jeg blev ringet op af DSB, tænkte jeg, at nu er der sket en påkørsel. Men hold da op hvor er jeg glad for, det ikke skete. Det er helt fantastisk, siger Nadia Holst, som lever i håbet om, at Polka snart bliver fundet.

- En sej lille ulv

- Hun er en sej lille hund, tænk at klare sig i 17 dage helt alene. Hun er lidt en lille ulv. Nu håber jeg bare, at hun kommer hjem og får god mad og sover i sin kurv og falder til ro igen, siger Nadia Holst.

quote

Hun er lidt en lille ulv. Nu håber jeg bare, at hun kommer hjem og får god mad og sover i sin kurv og falder til ro igen.

Nadia Holst, Polkas ejer, Vamdrup

Mange mennesker har hjulpet med at lede efter Polka, men trods de mange tip om, at Polka er set forskellige steder, er den lille hund endnu ikke fundet.

Polka er glad for mad, så hvis du ser hende, så kan hun godt lokkes hen til en snak med lækre godbidder.

Hvis du støder på Polka, så kan du kontakte Nadia Holst på mobil 26 83 26 31.