Forsyningsselskab gav 300.000 kr. til brudekjoler

Et repræsentantskabsmedlem af forsyningsselskabet Ewii (tidligere Tre-For) kritiserer, at selskabet har givet 300.000 kr. til udvikling af brudekjoler.

Kjolebutikken Panayotis i Vejle er i gang med at udvikle en ny kollektion af brudekjoler. Det bliver hjulpet på vej med tilskud på 300.000 kr. fra Ewii, oplyser DR Trekanten.

Bruno Kiel, som er medlem af Ewiis repræsentantskab er kritisk:

- Hvis firmaet kan bevise noget nytænkning i det, så er det måske i orden. Men det har jeg absolut min tvivl om, siger Bruno Kiel til DR Trekanten.

Ewii har hovedsæde i Kolding og henholder sig til, at pengene i puljen kommer fra koncernens kommercielle del og altså ikke direkte fra forbrugernes betaling af el, vand og varme. Samme begrundelse, som er blevet brugt om f.eks. sponsorater til fodboldklubben OB.

Selskabet har en såkaldt værdipulje, som hvert år uddeler millioner af kroner til initiativer i Trekantområdet. De sidste fire år er der uddelt 20 millioner kroner til forskellige formål.

Uanset selskabskonstruktionen, så er det forbrugernes penge, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

quote

Hvis firmaet kan bevise noget nytænkning i det, så er det måske i orden. Men det har jeg absolut min tvivl om.

Bruino Kiel, medlem af Ewiis repræsentantskab.

Michael Panayotis, direktør for brudekjole-forretningen, fortæller, at de 300.000 kroner er brugt til at sy kjoler efter nogle gamle mønstre og tegninger.

De første modeller er ved at blive syet i Østen, og uden pengene var det ikke sket, forklarer han til DR Trekanten.

Energikoncernen Ewii har været meget omtalt på det seneste, og tirsdag forlod direktør Knud Steen Larsen virksomheden.

Bestyrelsen har ikke givet en begrundelse. Men der har på det seneste været fokus på direktørens mulige dobbeltroller og direktionens kraftigt stigende løn.