Fortidens Ferguson bliver fejret til veterantræf

I denne weekend mødes traktorentusiaster til Veterantræf 2016. Årets tema er Ferguson før 1957.

Dansk Veteran Traktor Klub fejrer lørdag og søndag Fergusontraktorerne, der var en stor del af mekaniseringen af det danske landbrug.

Det sker til det årlige veterantræf på markedspladsen i Brørup.

Årets tema er Ferguson fra før 1957, så der fejres tre jubilæer:

  • Ferguson Brown, 80 år
  • Den lille grå, 70 år
  • Ferguson 35 (Guldfugl), 60 år

Udover traktorerne kan træfdeltagerne også se på motorer, redskaber og maskiner fra de gode gamle dage. Derudover er der tombola, stumpemarked og diverse handelsstande.

På træffet har Dansk Veteran Traktor Klub i samarbejde med Danmarks Ferguson Museum også en særudstilling om mekaniseringen i dansk landbrug med fokus på Fergusontraktoren.

De besøgende på veterantræffet kommer hovedsageligt fra Syd- og Sønderjylland samt Fyn. Søndag er der åbent på markedspladsen i Brørup frem til klokken 16.00.

Dansk Veteran Traktor Klub

Dansk Veteran Traktor Klub er en klub for alle med interesse for veterantraktorer, stationære motorer, redskaber og gamle entreprenørmaskiner.

Medlemmerne bevarer, kører og restaurerer maskinerne og deler deres fælles interesse, når de deltager i stævner, løb, dyrskuer og klubarrangementer.

Klubben er landsdækkende, har cirka 3.500 medlemmer og henvender sig til medlemmerne via medlemsbladet Pioneren, som udkommer seks gange om året.

Læs mere på klubbens hjemmeside www.dvtk.dk