TV der bevæger dig

Forurener grundvand med aktion

Her bryder landmændene loven - og på mandag bliver bestyrelsen politianmeldt.

Landmænd forurener grundvand med en aktion nær Kolding. Det mener Plantedirektoratet, som politianmelder bestyrelsen i Kolding Herreds Landbrugsforening.

Årsagen er, at en gruppe landmænd i Jordrup uden for Kolding fredag blæste på reglerne og pløjede, selv om det sker i en såkaldt hviletid.

Holder på kvælstof

- Det, vi anmelder for, er, at jordbrugeren eller landmanden pløjer marken op på et tidspunkt, hvor marken skal have lov til at være urørt.

De planter, der er på marken, holder på kvælstoffet, fortæller Pernille Balslev-Erichsen, kontorchef i Plantedirektoratets miljøafdeling.

Protest mod regler

Landmændenes aktion er en protest mod den regel, der forbyder ompløjning af fodergræs om efteråret. Landmændene synes, der er for mange stramme regler.

Forurener grundvand

Men landmændenes aktion med at pløje på denne årstid forurener ifølge Plantedirektoratet grundvandet og dermed drikkevandet med kvælstof.

Marken skal ifølge reglerne ligge stille indtil november, så det græs, der er på marken, holder på kvælstoffet, så det ikke siver ned.

- Når man pløjer en mark på dette tidspunkt, frigives der kvælstof, som så udledes til vandmiljøet. Vi risikerer i værste konsekvens at få iltsvind i vores vandmiljø, tilføjer hun.

Politianmeldes på mandag

Nedsivning af kvælstof fra markerne er den væsentligste årsag til, at søer, fjorde og havområder danner algesuppe, som kan være giftig.

- De restriktioner, der gælder for landmænd, er restriktioner for netop at begrænse kvælstof i vandmiljøet. Landmændene har med deres aktion, iværksat en biologisk proces, der gør, at det er for sent at samle det tabte kvælstof op, siger Pernille Balslev-Erichsen.

Den formelle politianmeldelse sendes mandag.

Sydøstjyllands Politi vil endnu ikke oplyse, hvilke konsekvenser sagen kan få for bestyrelsen i Kolding Herreds Landbrugsforening.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu