TV der bevæger dig

Forurenet spildevand fra Skærbækværket skræmmer fiskeren Lars

Skærbæk-fiskeren Lars Hast håber, at Miljøstyrelsen vil genoverveje at give Skærbækværket tilladelse til at lede forurenet spildevand ud i Kolding Fjord, Skærbæk og Gudsø Vig. Foto: Troels Sørensen TV SYD

Miljøstyrelsen vil lade Skærbækværket udlede spildevand i Kolding Fjord. Det får den lokale fisker Lars Hast til at frygte for sit levebrød.

- Det er det eneste, jeg kan. Det er det eneste, jeg har lært, siger den 49-årige fisker Lars Hast til TV SYD.

Han er født i Skærbæk og har levet af at fiske i vandene omkring byen, siden han fik sin første båd som 14-årig. 

Men nu frygter han, at hans levevej er truet. Miljøstyrelsen har nemlig givet Dong Energy en foreløbig tilladelse til at lede spildevand fra Skærbækværket ud i Kolding Fjord, Skærbæk og Gudsø Vig.  Godt nok vil de rense vandet, inden det udledes, men tungmetallerne vil stadig sive med ud i fjorden. 

Læs også Miljøstyrelsen holder fast: Forurenet spildevand må ledes ud i Kolding Fjord

Det er et problem, mener Lars Hast. 

- Jeg lever jo af at fiske herude. Hvis det på et tidspunkt bliver så forurenet, at fiskene ikke kan godkendes til fødevarer, så har jeg jo et problem, siger han. 

Lars Hast er ikke alene om sin bekymring. Karsten Enggard, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i  Fredericia, er også stærk modstander af Dong Energys planer. 

- Miljøet her er i forvejen over grænseværdierne for tungmetaller, så vi synes, det er en dårlig idé at tilføre endnu flere tungmetaller. Det går ud over de dyr, planter og organismer, der lever her, siger han til TV SYD. 

Jeg lever jo af at fiske herude. Hvis det på et tidspunkt bliver så forurenet, at fiskene ikke kan godkendes til fødevarer, så har jeg jo et problem.

Lars Hast, fisker, Skærbæk

 

Der findes alternativer

Vandet i Kolding Fjord, Skærbæk og Gudsø Vig ligger næsten helt stille det meste af tiden. Der er ingen strøm, så vandet bliver sjældent skiftet ud her.

Indtil nu har Skærbækværket sendt deres spildevand til renseanlægget i Fredericia, der efter rensingen leder vandet ud i Lillebælt. Ifølge Karsten Enggard er det en meget bedre løsning for miljøet.

- Her er der 80 meter til bunden, masser af vand og masser af strøm. På den måde bliver tungmetallerne fordelt over et meget stort område, hvor koncentrationen så er lavere, og dermed ikke  lige så giftig, siger han. 

Læs også Se billederne: Skærbæk-fisker fandt sjælden sværdfisk

Men ifølge produktionsdirektør i Dong Energy, Ole Thomsen,  har Dong Energy været i tæt dialog med Miljøstyrelsen om planerne, og derfor er de sikre på, at deres spildevandsplaner lever op til de krav, Miljøstyrelsen stiller.

- Vi lader Miljøstyrelsen vurdere, om den her løsning er en tilstrækkelig god løsning for miljøet. Men de har jo indikeret, at  den løsning, vi er kommet frem med, overholder kravene, siger Ole Thomsen til TV SYD.

Holder Miljøstyrelsen fast i deres ja til udledning af spildevand i Kolding Fjord, Skærbæk og Gudsø Vig, tager Danmarks Naturfredningsforening skridtet videre.

- Så vil vi anke. Og så bliver det i sidste ende EU's vandrammedirektiv, der kommer i spil, siger Karsten Enggard til TV SYD. 

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden