Forurening skal undersøges: Vi må ikke sove i timen

Regionrådsmedlem er glad for, at et enigt udvalg nu formelt har besluttet, at der skal ses nærmere på forureningen i Grindsted.

Forureningen i og omkring Grindsted har gjort flere af byens borgere bekymrede. 

Der er blandt andet frygt for, at forureningen har givet en overrepræsentation af flere lidelser og sygdomme som ALS og kræft.

I kølvandet på Region Syddanmark og Billund Kommunes informationsarrangementer om forureningen, blev der i midten af marts fremlagt et forslag til en undersøgelse, der skal give svar på sundhedsrisikoen ved at bo i Grindsted.  

Nu har Forretningsudvalget i Region Syddanmark så formelt besluttet at undersøge muligheden for at få svar på nogle af de spørgsmål, de bekymrede borgere har.

- Det var et enigt Forretningsudvalg, som besluttede at sætte en undersøgelse i gang. Jeg er er rigtig glad for, at vi på tværs af alle partier er blevet enige om det, siger Jørgen Lehmann Petersen (S), der er medlem Region Syddanmarks forretningsudvalg, til TV SYD. Han er desuden formand for miljøudvalget.

Han ser frem til, at der bliver set nærmere på sagen.

- Jeg vil være så ked af, hvis man står om 40 år og siger: ”Hvorfor gjorde de ikke noget ved det?” Ligesom vi i dag spørger, hvorfor man ikke for 40 år siden gjorde noget for at stoppe forureningen. Vi sover i timen, hvis vi ikke gør noget, siger Jørn Lehmann Petersen.

Læs Region Syddanmarks pressemeddelelse om beslutningen her.