Fotoudstilling om det, mænd ikke taler om

Ny udstilling sætter ord på prostatakræft og dens følger.

Hver dag får 12 mænd konstateret prostatakræft i Danmark. Kræften og dens livslange konsekvenser rammer under bæltestedet, og det gør den ofte svær at tale om.

Men det forsøger en landsdækkende foto-udstilling at lave om på. "De 12 mænd" hedder udstillingen og fredag blev den sat op på Sønderborg Sygehus.

De to sønderjyder Georg Nissen, tidligere projektleder, og Hans Clausen Kock, tidligere landmand, har oplevet sygdommen på egen krop. Fredag var de med til at gøre billederne klar til den officielle åbning.

Det er netop PROPA, foreningen for prostatakræft, der i samarbejde med Sønderborg Sygehus viser udstillingen. Når man har fået en helbredende behandling, så er der også bivirkninger. De viser udstillingen, for at fjerne det tabu der hænger over sygdommen. F.eks. er det ikke ret sjovt for ret mange at fortælle, at de har fået rejsningsproblemer eller bøvl med inkontinens.

- Det er jo de nedre regioner, derfor kan det godt være svært at tale om især for os mænd. Men jeg har dog alligevel oplevet, at jeg havde nemmere ved at håndtere det og tale om det, end min familie havde, siger Hans Clausen Kock.