Fotovogne skal dæmpe farten på motorveje

Fremover kan trafikanterne blive blitzet på motorvejene i Sydøstjyllands Politikreds. Hidtil har de to lokale politikredse alene brugt fotovogne på motorvejene til fartkontrol ved vejarbejder.

Synet af et fartkamera på en trefod i vejkanten og en fotovogn parkeret på en rasteplads, har trafikanter på motorvejene i Sydøstjyllands Politikreds kunnet møde hen over sommeren.

Mange fartsyndere har også allerede fået en bødehilsen i deres E-boks - og flere er på vej.

quote

Der sker mange ulykker på motorvejene på grund af for høj fart og for lille afstand. Derfor tager vi nu fotovogne i brug.

Jesper Engelund, leder, færdselafdelingen, Sydøstjyllands Politi

Siden 2016 har det været teknisk muligt at gennemføre fartkontrol langs motorvejene med de såkaldte ATK-biler, der er den officielle benævnelse for politiets fotovogne.

Hidtil har både Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi dog alene valgt at bruge fotovogne ved vejarbejder på motorvejstrækninger, mens en række politikredse øst for Lillebælt har gjort flittigt brug af fotobilerne til generel fartkontrol.

Høj fart og for lille afstand

Ifølge Rigspolitiet blev der i 2018 uddelt 119.939 fartbøder fra fotovogne på de danske motorveje - men i det syd- og sønderjyske kun er sketi forbindelse med vejarbejde.

Det har Sydøstjyllands Politi nu valgt at ændre på. Onsdag eftermiddag var fotovognen stillet op ved rastepladsen Skærup Øst.

- Der sker mange ulykker på motorvejene på grund af for høj fart og for lille afstand. Derfor tager vi nu fotovogne i brug her også, siger, siger Jesper Engelund, der er leder af færdselafdelingen, til TV SYD.

Hidtil er fartkontrollen på de lokale motorveje sket med lasermåling og motorcykelbetjente og videobiler.

Sikkerheden skal være i orden for både trafikanterne på motorvejene og operatøren på fotovogne - og det har indtil nu fået de to lokale politikredse til kun at bruge ATK-bierne ved vejarbejde, hvor fotovognen kunne sikres med midlertidig autoværn.

-  Nu har vi hen over sommeren gennemført en række fartkontroller, hvor fotovognen står parkeret i sikker afstand på en rasteplads. De første erfaringer viser, at det ikke har skabt farlige situationer - og heller ikke pludselige opbremsninger, når folk opdager trefoden. Desværre viser tallene også klart, at trafikanterne overtræder hastighedsgrænserne, siger fungerende vicepolitiinspektør Jesper Engelund.

Let trykket på speederen

Ifølge lederen af færdselsafdelingen er målet at få trafikanterne til at lette trykket på speederen - og ikke at udskrive bøder.

- Derfor vil vi meget gerne sprede nyheden om, at vi nu bruger fotovogne på de lokale motorveje, siger Jesper Engelund.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke planer om generelt at bruge fotovogne på motorvejene.

- V laver vi jævnligt fartkontrol med laser og videobiler på motorvejene - og det fortsætter vi med, siger vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, der er leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.