Farvel til regioner Fra champagne til gravøl

200 regionsrådsmedlemmer mister deres poster. Der er blandede reaktioner i Region Syddanmark.

Marianne Mørk Mathiesen tog en flaske champagne med, da der onsdag var møde i regionshuset i Vejle. Den liberale løsgænger glæder sig over, at regeringen vil nedlægge regionerne. 

- Fra Folketinget får vi at vide, hvor mange penge vi må bruge, og vi får også at vide, hvad vi skal bruge pengene til. Så reelt er vi bare bestyrere. Det er en god idé at lægge arbejdet over til fagfolk. I stedet for, at det varetages af folkevalgte, som for eksempel er skolelærere, siger Marianne Mørk Mathiesen, som er læge.

Glad for sundhedshuse

Hun vidste ikke, om andre politikere ville dele flasken med hende. Men Thies Mathiasen (DF) er enig med hende. 

quote

Vi er et samfund med godt fem millioner mennesker, så vi bør nøjes med to forvaltningsled.

Thies Mathiasen, regionsrådsmedlem, Dansk Folkeparti. 

- Vi har længe ønsket at få nedlagt regionerne. Vi er et samfund med godt fem millioner mennesker, så vi bør nøjes med to forvaltningsled. Og hvis man vil udbygge sundhedshusene rundt omkring i kommunerne, så kan mange borgere få hjælp tættere på deres hjem, siger Thies Mathiasen.

Frygt for centralisering

I den røde side af regionsrådet er man mere stemt for at åbne en gravøl. Viceregionsformand Poul-Erik Svendsen (S) frygter mere centralisering. 

- Vi har ikke centraliseret så meget, som Sundhedsstyrelsen ønskede, og vi har blandt andet sygehuse i Tønder og Middelfart. Så bliver tingene mere bureaukratiske, og beslutningerne skal tages i Folketinget, som er længere væk fra borgerne, siger Poul-Erik Svendsen. 

Embedsmænd får magten

SF's gruppeformand Villy Søvndal havde heller ikke lyst til hverken champagne eller festfyrværkeri.

quote

Man flytter beslutninger fra de folkevalgte i regionerne til embedsmænd i staten.

Villy Søvndal, regionsrådsmedlem, SF.

- Man flytter beslutninger fra de folkevalgte i regionerne til embedsmænd i staten. Så beslutningerne kommer langt væk fra de patienter, de vedrører. Hvis man nu føler sig dårligt behandlet, kan folk ringe til et regionsrådsmedlem, hvad de faktisk også gør, siger Villy Søvndal (SF).