Fra nytår forsvinder alle døgnåbne apoteker i Syd- og Sønderjylland

1. januar 2018 får vagtapotekerne nye åbningstider, og de har ingen tilkaldevagt udenfor åbningstid. Derfor skal du udenfor åbningstiden ringe til lægevagten, hvis du akut mangler nødvendig medicin.

Det er slut med at hente penicillin og anden receptpligtig medicin, hvornår det skal være. For når 2017 bliver til 2018 kan du ikke længere købe medicin af en tilkaldevagt på et vagtapotek, når apoteket lukker.

Det er en ændring i apotekerloven, som betyder, at de apoteker, der tidligere var døgnapoteker i Syd- og Sønderjylland, tidligst åbner klokken 06 og senest lukker klokken 24. Det er derfor ikke længere er muligt at hente medicin til enhver tid.

Kan stadig få nødvendig medicin

For at få fat på medicin udenfor apotekernes åbningstider skal du i stedet ringe til lægevagten, hvis du mangler akut, nødvendig medicin.

Formanden for Danmarks Apotekerforening, Anne Kahns, der til dagligt er apoteker på Esbjerg Jerne Apotek, hæfter sig dog ved, at man stadig kan få medicin døgnet rundt, hvis man har behov det.

- Det, som kommer til at kræve tilvænning, er, at der ikke længere er døgnåbent på apotekerne, siger hun til Ritzau.

- Men det er vigtigt at huske, at flere apoteker rundt om i landet har udvidet deres almindelige åbningstider, så de også holder åbent om aftenen. Det er typisk der, efterspørgslen på medicin er stor.

Ændrede åbningstider for en række apoteker

Lukningen af døgnapotekerne sker som en del af den seneste ændring af apotekerlovgivningen fra 2015. Her blev det besluttet at spare 17 millioner på apotekernes vagtordning. Det skal altså ske ved at lukke alle døgnapoteker og lave tre nye kategorier af vagtapoteker: A, B og C.

Vagtapotekerne i kategori A har åbent fra 06.00-24.00 alle årets dage, og i Syd- og Sønderjylland vil det kun være Esbjerg Krone Apotek. Esbjerg Krone Apotek har dog klaget over Lægemiddelstyrelsens beslutning om at lukke apoteket som døgnapotek. Sundheds- og Ældreministeriet har endnu ikke truffet afgørelse i sagen.

Kolding Sønderbro Apotek, Apoteket Borgen i Sønderborg, Horsens Løve Apotek og Vejle Løve Apotek er alle i kategori B fra 1. januar, og det betyder, at de alle hverdage har åbent fra 08.00-21.00 og har udvidede åbningstider i weekenden.

Apotekerne i kategori C har åbent fra klokken 08.00-19.00 i hverdagene. Desuden er der udvidede åbningstider i weekenden og på helligdage. De syd- og sønderjyske apoteker i kategori C er Fredericia Axeltorvs Apotek, Grindsted Apotek, Tønder Løve Apotek, Vejen Trolde Apotek og Aabenraa Løve Apotek.

Du kan læse mere om den nye ordning for vagtapoteker på Apotekernes hjemmeside

Kun Steno Apotek i København holder fortsat åbent døgnet rundt efter 1. januar 2018.