Fradrag også til sommerhusejere

Udkantsdanmark får et boost, hvis renovering af sommerhuse kan trækkes fra i skat, mener Brian Mikkelsen. Vil bl.a. gavne de kæmpestore sommerhusområder i Varde og Tønder kommuner.

Det er ikke kun almene husejere, der skal nyde godt af boligjobordningen og dermed have mulighed for at trække udgifter til istandsættelse og renovering i hjemmet fra i skat.

Også sommerhusejerne skal omfattes af ordningen, da det kan være med til at øge beskæftigelsen i udkantsområderne, mener De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen.

- En udvidelse af boligjobordningen til også at gælde sommerhuse vil give en masse beskæftigelse til rigtig mange håndværkere.

- Specielt i udkantsområderne, hvor sommerhusene ligger, og hvor der ikke er så mange ting at arbejde med i dag for de fleste, siger han til Ritzau.

De Konservative mødes søndag aften med finansminister Bjarne Corydon (S) for at fortsætte forhandlingerne om en ny vækstplan.

Og det er her, at de vil foreslå en udvidelse af ordningen, som blev indført under den tidligere VK-regering i 2011.

Ordningen giver hver voksen i en husstand et årligt fradrag på 15.000 kroner til håndværkerudgifter samt serviceydelser som for eksempel rengøringshjælp og børnepasning.

Den nuværende regering valgte at afskaffe den per 1. januar 2013. Men pludselig dukkede den noget overraskende op igen, da regeringen fremlagde sit udspil til en ny vækstplan i slutningen af februar.

Og det ser De Konservative muligheder i.

- Hvis de kan tage fat på sommerhusene, så vil det betyde, at flere håndværkere kommer i arbejde, og det vil have en rigtig god afsmitningsvirkning i de områder, hvor husene ligger, siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

- Samtidig med at vi får flyttet sort arbejde til hvidt arbejde.

Ud over en udvidelse af boligjobordningen foreslår De Konservative også, at man sænker grænsehandelsafgifterne på magnetvarerne øl og vand, samt at man indfører lavere skat på aktier, end det regeringen lægger op til.

- Grunden til, at det er netop er de her ting, vi foreslår ændringer af, er, at de betyder noget for udviklingen i Danmark og investeringer i danske virksomheder, fastslår erhvervsordføreren.

- Så hvis man ikke tager fat på de ting, så forsvinder arbejdspladserne ud af Danmark, og så bliver de ikke udviklet.