Frække tricktyve narrer butikker i Vejen og Tønder

En mand og en kvinde har i fællesskab narret en række handlende i Vejen og Tønder.

Først så stjæler de varer fra forretningerne - og så går de ind og bytter dem til kontanter og udnytter på frækkeste vis de handlendes bytteservice, lyder det advarende fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

En mand og en kvinde har i fællesskab begået flere tricktyverier de seneste dage i Vejen og Tønder-området. Hver gang ved at stjæle varer fra butikkens varelager eller udstillingen og bagefter få ombyttet varerne til kontanter.  Politiet har foreløbig modtaget fem anmeldelser i de løbet af de seneste 14 dage.

Hvis forretninger oplever noget lignende, bedes de straks kontakte Syd og Sønderjyllands politi på telefon 114. Vidner, der mener at vide, hvem de to er, eller hvor de er, bedes også ringe 114.

- Fredag morgen har vi endnu ikke fået slået en klo i dem, siger vagtchef Claus Skovgaard til TV SYD.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser derfor fortsat de  to.

Politiet beskriver de to tyve på denne måde:

Kvinden:
Ca. 30 år
Ca. 170 cm høj og almindelig af bygning med sort/mørkt langt hår
Dansk talende uden accent
Medbringer en stor håndtaske/ skuldertaske.

Manden:
Ca. 30 år
Ca. 170 cm høj og almindelig af bygning medlyst kort hår
Talte dansk uden accent
Medbragte i flere tilfælde en almindelig bærepose.