Fragtmænd til kamp mod isflager

Isflager, der flyver ned fra taget på en lastbil, kan være rigtig farligt for personbiler. Derfor har to fragtmænd i Taulov bygget en isfjernings-station.

For tre år siden blev en sådan rampe taget i brug ved DTC nord for Vejle.

Den nye rampe har fragtmændene Ulrik Ørum og Henrik Herum fra fragtfirmaet Ø.S.G. A/S etableret ved fragtterminalen i Taulov. Chaufførerne kan bruge isfjernings-stationen, inden de kører ud med varer.

Tænk kreativt

De to fragtmænd har indhegnet en container, så de kan stå på toppen af den i niveau med lastbilens tag og skubbe isflagerne af med en kost.

- Hvis ikke vi gør noget, er det et spørgsmål om tid, inden en isflage gør skade på nogen. De kan slå en mand ihjel, siger medejer Henrik Herum til Danske Fragtmænd.

De flyvende isflager kan også koste chaufførerne kørekortet og en stor bøde. Derfor er det billigt sluppet med de 2500 kroner, det har kostet at lave stationen.

Bygget efter lovkravene

Isfjernings-stationen er bygget op efter lovkravene og Henrik Herum opfordrer andre chauffører til også at bruge den.