Genforenet med bortløben hund: Franske Jean-Paul siger mange tak for hjælpen til frivillige

Efter halvanden måned blev hunden Gumande genforenet med sin franske ejer. Lørdag siger han tak til alle frivillige hjælpere.

- Mange tak for hjælpen.

Sådan siger franske Jean Paul Plessix på klingende dansk med fransk accent, da TV SYD møder ham lørdag inden turen går tilbage til Frankrig.

I august stak familiens cockerspaniel Gumande af under en ferie i Danmark. Hunden stak af fra en parkeringsplads i Billund, fordi den blev forskrækket. Siden har både familien og lokale borgere ledt efter den. Men nu er ejer og hund genforenet.

quote

De frivillige har været helt fantastiske. Vi har grædt og savnet Gumande. Så jeg vil sige mange tak for hjælpen til alle dem, der har hjulpet på mange måder.

Jean Paul Plessix, ejer af cockerspanielen Gumande

- Jeg er rigtig glad og afslappet. En rigtig happy ending. Det er vigtigt, at man altid bevarer håbet. Vi var sikre på at Gumande var i live, men der kunne være sket hende noget, forklarer Jean Paul Plessix.

Mange danskere har frivilligt hjulpet med at lede efter Gumande. Blandt andet Henriette Tullesen, som også har givet husly til Jean Paul og hans familie.

- Det har være en stor ting at være involveret i. Vi troede det ville tage et par dage, så det har været lidt af et mareridt, fortæller Henriette Tullesen, og fortsætter:

- Det er surrealistisk og meget overvældende at se hunden igen. Vi har ledt i rigtig mange timer, og samtidig har jeg også fået et rigtig tæt forhold til familien.

Jagten er som et spil skak

Mette Fauerskov Jørgensen er en af de andre frivillige, der har været en stor del af eftersøgningen. Hun har selv mistet en hund, så hun vil gøre alt for at bringe bortløbne kæledyr hjem. Derfor hjalp hun med af finde Gumande.

- Det er som et spil skak, når man skal indfange et bortløbet kæledyr. Man skal hele tiden forudsige dens næste træk, forklarer Mette Fauerskov Jørgensen.

Hun forklarer at Gumande har bevæget sig meget.

- Vi begyndte at sætte hundefælder ud i de områder, hvor hunden blev spottet. Så snart vi kendte hendes opholdssted, satte vi dem ud, men problemet var, at hunden flyttede sig hurtigt fra sted til sted. Så vi kunne ikke følge med og flytte fælderne i samme tempo som hunden. Hunden nåede at flytte sig mellem 16 og 18 km fra Billund til Give.

quote

Det er som et spil skak, når man skal indfange et bortløbet kæledyr. Man skal hele tiden forudsige dens næste træk.

Mette Fauerskov Jørgensen, frivillig hjælper i eftersøgningen af Gumande

Det har været vigtigt at samle kræfterne i eftersøgningen.

- Hunden er som et familiemedlem. Uden de lokale frivillige havde det aldrig kunnet lade sig gøre. Det var teamwork, der fik hunden hjem til sine ejere.

Så det er en meget taknemmelig fransk ejer.

- De frivillige har været helt fantastiske. Vi har grædt og savnet Gumande. Så jeg vil sige mange tak for hjælpen til alle dem, der har hjulpet på mange måder, slutter Jean Paul Plessix.

Nu går turen, inkl. Gumande, hjem igen til familien i Frankrig.