Fredag drejer Fanø Taxi - måske - nøglen om

Fanø Taxi har meddelt, at de stopper med at køre taxa på øen fredag. Men måske er det ikke slut. Vognmanden er inviteret til møde med kommunen torsdag.

quote

Jeg er inviteret til møde hos Fanø Kommune i morgen torsdag, og mere kan jeg ikke sige nu.

Frits Quistorff, indehaver, Fanø Taxi

Fanø Taxi har meddelt Fanø Kommune, at selskabet stopper deres kørsel på øen fredag den 27. april. Derfor har kommunen været nødt til at finde en akut løsning, så Esbjerg Taxa overtager midlertidigt kørslen frem til 1. september, skriver JydskeVestkysten.

Fanø Kommune besluttede sidste år at sende den visiterede kørsel i udbud, og efterfølgende blev opgaven overtaget af et busselskab og Esbjerg Taxa. Dermed forsvandt størstedelen af forretningen for det lokale taxaselskab.

Ejer af Fanø Taxa, Frits Quistorff, har tidligere fortalt, at når virksomheden ikke har kommunens kørsel, så har det ikke kunnet hænge sammen økonomisk at drive taxa på øen. 

Men måske er det ikke helt slut alligevel.

- Jeg er inviteret til møde hos Fanø Kommune i morgen torsdag, og mere kan jeg ikke sige nu, siger Frits Quistorff til TV SYD.

Tidligere kørte der fire taxaer på Fanø, men de to, der var tilbage, kørte siden påske kun indtil klokken 19 i hverdagene og slet ikke om søndagen. Men fra på fredag er det - måske - måske ikke - helt slut med Fanø Taxi.

Borgmester Sofie Valbjørn bekræfter overfor TV SYD, at kommmunen skal mødes med Fanø Taxi, men for at undgå alt for meget forvirring, ønsker hun ikke at udtale sig nærmere.