Fredagens overblik: Dronningen besøger Oksbøl og Haderslev

I dag kommer dronning Margrethe til både Oksbøl og Haderslev Kaserner. I Oksbøl deltager dronningen i en parade, der skal markere genoprettelsen af Danske Artilleriregiment, og her vil hun blandt andet udlevere regimentets fane. Dronningen ankommer med helikopter og fortsætter til Haderslev. Her genudleverer dronningen regimentsfanen i anledning af genoprettelsen af Slesvigske Fodregiment. Sidste gang fanen blev overrakt til regimentet var i 1992.

Fredag er sidste skoledag inden vinterferien, og den bruger mange børn på Skolernes Skakdag. I Syd- og Sønderjylland deltager op mod 11.000 børn fordelt på omkring 70 skoler. 

Begge politikredse melder om en meget rolig nat. 

I eftermiddag får mange vinterferie - og det vil også kunne mærkes i trafikken.

På grund af et overgravet fjernvarmerør på en bro over jernbanen ved Vejle, kører der ikke tog mellem Vejle og Aarhus H frem til fredag middag. Der kører derfor togbusser mellem Fredericia, Vejle og Aarhus H.

    Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog hos DSB og Arriva.

    Fredagen begynder tørt, og måske når solen at titte lidt frem, inden et langvarigt regnvejr sætter ind og varer resten af dagen. Til gengæld bliver det lunt med temperaturer på 6 til 7 grader. Blæst vil også præge fredagen - og det vil især kunne mærkes på Vestkysten.

    Tak, fordi du læste med. 

    Med venlig hilsen

    Jesper Sørensen