Fredagens overblik: Sådan bliver dagen

Der spilles i Fortnite, Counter Strike og Fifa, når Harte GIF for tredje gang holder LAN-party. 150 gamere dyster fra i dag og de næste to dage i Harte Hallen. 
Flere tusinde mennesker forventes at kigge mellem traktorer og mejetærskere hos Lintrup Maskinhandel, når de i dag holder åbent hus-arrangement. 

Der var frygt for menneskeliv, da en gårdbrand på Åstedvej ved Kvong i nærheden af Varde blev opdaget torsdag aften. Ambulancer blev tilkaldt, men det viste sig, at ingen mennesker var i den brændende bygning. Ambulancerne blev derfor sendt retur. Til gengæld døde fire kalve i branden - otte kalve blev reddet ud i tide. Branden opstod omkring en parkeret traktor i en lade.

Syd- og Sønderjyllands Politi leder stadig efter to gerningsmænd til et røveri mod Den Jyske Sparekasse i Tinglev. Røveriet fandt sted kort før lukketid torsdag. Politiet håber på, vidner kan hjælpe.

Der er ingen problemer i trafikken denne fredag morgen. Ingen meldinger om problemer hverken på vejene eller på skinnerne. 

Fredagen bliver ifølge DMI tør med lidt sol. Temperaturerne vil ligge mellem 4 og 7 grader, og vinden bliver svag til jævn fra vest og nordvest.

 

Tak fordi du læste med - ha' en dejlig dag!

Venlig hilsen
Christina Hoffmann-Møller