Fredelig dansk demonstration

De danske årsmøder syd for grænsen sluttede søndag aften. I de sidste dage har tusindvis af sydslesvigere markeret deres tilhørsforhold til Danmark ved en lang række møder.

I Flensborg gik årsmødets deltagere traditonen tro i optog gennem byen med danske flag.

På årsmødepladsen mødtes medlemmerne af det danske mindretal så til taler og hilsner. Udenrigsminister Villy Søvndahl (SF) var den danske hovedtaler i Flensborg.

I sin tale kom han blandt andet ind på den indflydelse den danske regering har haft på den tyske regerings beslutning om alligevel at give et større økonomisk tilskud til driften af danske skoler syd for grænsen.

Dårligt vejr

Også Flensborgs danske overborgmester Simon Faber holdt tale.

Han understregede, at selv om han var dansk borgmester i Flensborg, så var han borgmester for alle byens borgere.

I alt deltog omkring 3000 i dagens friluftsmøde i Flensborg - noget mindre end normalt - arrangørerne formoder, at det dårlige vejr har holdt en del hjemme.

Der var også friluftsmøder i Slesvig og i Husum.