Fredericia går glip af årets første krydstogtbesøg

Det nødstedte krydstogtskib, Viking Sky, skulle lægge til i Fredericia om en uge. Men det kommer ikke til at ske.

Om præcis en uge, mandag den 1. april, skulle man ved havnen i Fredericia have set et kæmpe krydstogtskib, og Fredericias gader skulle have været fyldt med hundredevis af slentrende turister.

Men sådan bliver det ikke.

For det nødstedte krydstogtskib, Viking Sky, der søndag blev delvist evakueret ud for Norges kyst og slæbt i havn, kommer alligevel ikke til Fredericia. Det oplyser Viking Ocean Cruises på sin hjemmeside, og det ærgrer formanden for Fredericias Handelsstandsforening, at turisterne ikke kommer til byen.

quote

Jo flere krydstogtskibe vi kan få ind, jo bedre er det, men først og fremmest skal sikkerheden jo være i orden.

Ole Mortensen, formand, Handelsstandsforening, Fredericia

- Jeg synes selvfølgelig, det er rigtig trist. Jo flere krydstogtskibe vi kan få ind, jo bedre er det, men først og fremmest skal sikkerheden jo være i orden, understreger Ole Mortensen til TV SYD.

Formand forstår aflysningen

1.373 personer var ombord på skibet, og af dem var 915 passagerer. Resten var besætningsmedlemmer. Omkring 400 af dem blev søndag evakueret, og senere på dagen kom resten sikkert i land i den nærmeste havn i Moldefjorden.  

Lørdag fik skibet problemer med sine motorer og udsendte et nødsignal, hvorefter det drev mod land. 

- Det er virkelig en tragisk situation for dem, der har ligget ude i vandet så længe, og jeg kan sagtens forstå beslutningen om at aflyse krydstogtskibets besøg, inden de sender det ud i søen igen, siger Ole Mortensen.

Krydstogtskibet skulle ifølge Visit Lillebælt lægge til i Fredericia den 1. april og komme tilbage til byen to yderligere gange i løbet af april måned. Ind til videre er det kun det første besøg, der er aflyst.

KRYDSTOGTPLAN FOR FREDERICIA I 2019

  • 1. April - Viking Sky - aflyst.
  • 11. April - Viking Sky
  • 21. April - Viking Sky 
  • 4. Juni - AIDAcara 
  • 11. juni - MV. Amadea
  • 14. juni - MV. Deutschland
  • 14. juni - AIDAcara 
  • 5. juli - Marella Explorer
  • 6. juli - Braemar
  • 14. juli - Europa 
  • 6. august - Arcadia 
  • 8. august - Serenade of the seas
  • 8. august - MV. Amadea
  • 16. august - Disney Magic 
  • 19. august - AIDAaura
  • 20. august - Silver Spirit 
  • 1. september - Seabourn Ovation 
  • 12. september - Balmoral 
  • 30. september - Saga Sapphire
  • 24. december - Arcadia

Kilde: www.visitlillebaelt.dk