Fredericia hædrer Melodi Grand Prix-vinder

Lørdag hædres Fredericias egen Grand Prix-stjerne Martin Skriver

For en uge siden vandt Martin Skriver det danske Melodi Grand Prix sammen med sit band Ligthouse X. Og lørdag brugte stjernen fra Fredericia dagen på at møde sine fans på Fredericia Rådhus.

En masse piger og drenge – unge som gamle – var mødt op for at få et billede med deres idol. Og til held for de fremmødte var Martin Skriver også gavmild med både autografer og knus.

Trioen Lighthouse X består udover Martin Skriver af Johannes Nymark og Søren Bregendal. Bandet vandt lørdag den 13. februar Melodi Grand Prix med sangen ”Soldiers of Love”. I maj måned skal trioen repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest, som i år afholdes i Globen Arena i Stockholm.

Martin Skriver er født og opvokset i Fredericia og har også gået på Det Danske Musicalakademi i byen.

Hør en akustisk version af Lighthouse X's vindersang, som vores reporter lavede forleden dag.