Fredericia-kaserner styrkes

Der skal spares i forsvaret. Det kan ske ved at samle flere enheder i Fredericia.

Mens der er bekymring for fremtiden på kaserne i Varde, Sønderborg og Haderslev, så ser fremtiden tilsyneladende lys ud for kasernerne i Fredericia.

Ifølge en rapport offentliggjort på forsvarsministeriets hjemmeside kan der spares mange penge ved at samle samtlige telegrafenheder og brigadestaben til Fredericia.

Det fremgår af rapporten, at der skal investeres 32 mio. kroner på Ryes og Bülows kaserner i Fredericia for at få plads til nye funktioner og yderligere 224 medarbejdere.