Frelsens hær på knæ – beder om julehjælp

Frelsens Hær i Vejle mangler 140.000 kroner her og nu for at kunne give julehjælp.

Kassen er næsten tom hos Frelsens Hær blot få dage inden organisationen skal give svar til 500 familier i Vejle, Billund, Fredericia og Kolding, som har søgt om julehjælp i år.

Sidste år tømte Frelsens Hær i Vejle kassen helt for at kunne giver 384 familier julehjælp. Men hvis der ikke kommer flere penge i kassen i løbet af de kommende dage, så må organisationen sige nej til mindst fire ud af fem familier, der søger om hjælp.

quote

Det er forfærdeligt. Det er familier, vi ved, ingenting har.

Jan Rasmussen, korpsleder, Frelsens Hær, Vejle

- Det er forfærdeligt. Det er familier, vi ved, ingenting har. Når de søger julehjælp hos, os oplyser de indtægter og udgifter, og vi kan se, de intet har.  Mange har derimod gæld, de ikke kan betale, siger Jan Rasmussen, som er korpsleder i Frelsens Hær i Vejle til TV SYD.

Lige nu har Frelsens Hær penge i kassen til cirka 80 familier.

- Vi har overvejet at gøre pakkerne mindre. Men det har vi opgivet igen. Hvis vi gør det, bliver julehjælpen så beskeden, at det ingen mening giver, siger Jan Rasmussen.

Julehjælpen består af tørvarer som for eksempel slik, sukker, mel og grødris, samt et gavekort til kød.

Afhængig af familiens størrelse uddeles der julehjælp til en værdi på 500, 700 eller 900 kroner.

- Vi håber stadig på, at vi kan nå at samle penge ind til flere familier, men vi konkurrerer efterhånden med mange andre, som samler ind til alle mulige formål. Desuden er der ikke mange, der har kontanter på sig mere, og derfor kommer der ikke særligt mange penge i de indsamlingsdåser, vi traditionelt har stående rundt omkring, siger Jan Rasmussen til TV SYD.