Fremstød for kulturhovedstad

Flere end 300 deltog onsdag aften i en præsentation i Berlin af Sønderborg med Sønderjylland-Slesvigs kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad.  

Flere tv-stationer, adskillige journalister, embedsfolk, politikere, folk fra kultur- og uddannelsesinstitutioner, fra organisationer og erhvervsliv og mange andre med interesser på kulturområdet var onsdag aften samlet i Slesvig-Holstens repræsentationshus i Berlin.
 
Det var en aften udelukkende med kandidaturen Sønderborg med Sønderjylland-Slesvig som Europæisk Kulturhovedstad 2017 på programmet - med invitation fra minsiterpræsidenten for Slesvig-Holsten, Peter Harry Carstensen.
 
Carstensen havde selv besøg hele dagen i Kiel af Tysklands forholdsvis nye forbundspræsident, Christian Wulff, og da dette rangerer på linje med kongeligt besøg i Danmark, kunne Carstensen ikke deltage i selve præsentationen af kandidaturen.

Men han ankom senere på aftenen og havde en festlig stund med gæsterne fra Danmark og Sydslesvig - ikke mindst bestyrelsesformanden for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, som var med delegationen fra Sønderborg.

Med fra Sønderborg var også det eksperimenterende jazzorkester Art Ensemble Syd, hvis syv professionelle musikere åbnede og lukkede selve præsentationen, inden gæsterne blev budt på mad og drikke.