TV der bevæger dig

SAMFUND

Fremtidens robotbyggere samlet til teknikfest

De seneste tre dage har 40 børn fra Danmark og Portugal deltaget i robotfest i Bramming.

Sammen med 39 andre deltager Andreas Borum Poulsen i årets robotfest i Bramming. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Øjnene er stift rettet mod en blå-grøn printplade, mens fingrene koncentreret får en smule røg til at stige til vejrs.

De mange sølv og sorte komponenter kan få de fleste ikke-videnskabelige mennesker til at se forvirrede ud, men det gælder ikke for de 40 børn, der de seneste tre dage har deltaget i robotfest i Bramming.

Det er Sydvestjyllands Efterskole, der har inviteret til en fest, hvor de klassiske dansetrin er erstattet af lodning, programmering og masser af robotsnak.

Og det er lige noget for Andreas Borum Poulsen, der til dagligt går på efterskolen.

- De her dage giver en rigtig god forståelse for robotter og kodning, og så er det bare rigtig dejligt at have tid til at gå i dybden med det, siger han til TV SYD.

Ved robotfesten i Bramming lærer børnene blandt andet at lodde.  Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Robotfest fra Portugal til Danmark

Ved årets robotfest deltager i alt 40 unge mellem 13 og 18 år, og ud af dem kommer 20 fra Portugal.

Det er faktisk her, robotfesten opstod, og den har tre gange fået besøg af efterskolens lærer Mads Madsen.

Takket være ham er den utraditionelle fest rykket knap 3.000 kilometer nord på, og han nyder at se både danske og portugisiske børn lodde og programmere sammen.

- Det er fascinerende at se dem og se, hvordan de går op i det med liv og sjæl. Hver gang man kommer med en ny udfordring, så går de bare til den – og det er jo pragtfuldt for mig som lærer at se, siger Mads Madsen.

20 børn fra Danmark og 20 fra Portugal deltog i årets robotfest i Bramming. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Børnene skal blive robotbyggere

Efter tre dages robotfest håber han og tror på, at en del af 40 deltagere en dag vil lege med robotter på et lidt andet niveau, end det der foregår i Bramming de her dage.

Det er faktisk hans succeskriterium for festen, og spørger man Andreas Borum Poulsen, så er det slet ikke så urealistisk, at han vælger teknologi-vejen.

- Jeg tænker i hvert fald, at jeg vil vælge en eller anden form for naturvidenskabelig retning, siger han og fortæller, at det har været dejligt at deltage i robotfestivalen, hvor han har kunnet møde nogen på samme niveau som sit eget.

Du kan læse mere om RoboParty her