Fremtidsforsker: Ryk hele vennekredsen og få den nødvendige arbejdskraft

Hvis virksomheder i fremtiden skal lokke nye medarbejdere til, så kræver det mere end bare et godt jobtilbud, forudser fremtidsforsker.

Industrien i Sydvestjylland er hæmmet af mangel på arbejdskraft, og hvis de vil hive arbejdskraft til, skal de tænke i nye baner, mener fremtidsforsker.

Virksomheder skal kunne tilbyde et helhedskoncept, hvor de ikke kun tilbyder et arbejde, – men også tilbyder fællesskaber.

quote

eg tror, at man skal tænke i grupper. Jeg tror, at man skal tænke i at skabe en landsby. De unge vi taler med nu, de synes, at det er alt for dyrt at flytte ind til storbyen.

Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker, Futur Navigator

Det mener Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker hos Futur Navigator. Hun forklarer, at unge menneske gennem Facebook og spil selv har været vant til at sammensætte deres verden. Det er chancen for at sammensætte sine egne muligheder og at sætte sit præg på det, de flytter hen til, som de unge i fremtiden vil efterspørge.

- Jeg tror, at man skal tænke i grupper. Jeg tror, at man skal tænke i at skabe en landsby. De unge vi taler med nu, de synes, at det er alt for dyrt at flytte ind til storbyen, siger Liselotte Lyngsø.

Hun peger på, at man skal tilbyde rammerne for at kunne skabe og præge sit eget liv. Så hvis man vil have flere til at tage jobs i for eksempel Varde, så skal give de unge mulighed for at skabe liv.

- Man vil ikke tage af sted som individ, men hvis vennekredsen kan blive enig om, at nu bygger vi en landsby der, så kan det være, at de oven i købet skal bygge nogle huse forfra, så de ligesom får lov at sætte deres præg på det sted, som de flytter hen til. Så får vi den der nybygger-stemning fremfor, at de føler, at de skal være ofre ved at flytte, siger Liselotte Lyngsø.

Hun sammenligner det med højskoler. Her rejser folk gerne langt, fordi de ved, at de bliver en del af større fællesskab.

- Det er vigtigt for virksomhederne, at de tilbyder de unge et udviklingsrum, hvor de får maks fut under karrieren, de får maks fut ud af deres uddannelse, men der er også maks fut under den fest og de oplevelser, som de kan få, når de kommer hjem fra arbejde. Der skal virkelig tænkes hele vejen rundt, siger Liselotte Lyngsø.