Frimærke-samlere er ikke kun støvede ældre mænd

Der er stadig mange, der samler på frimærker, selvom der ikke længere sendes særlig mange private breve med rigtige frimærker på. I weekenden mødes frimærkesamlere i Fredericia til udstilling.

På udstillingen ELBO 18 kan man se frimærker i mange kategorier, opleve posthistorie og se postkort. Udstillingen finder sted lørdag og søndag i Elbo-hallen, hvor man også kan man finde frimærkehandlere, postvæsen og få sine frimærker vurderet hos Auktionshuset Vejle Frimærker ApS.

Der vil også være mulighed for at besøge "Feltpost fra internationale missioner"s stand, hvor man kan støtte veteranerne ved køb af kuvert frankeret på de gamle FN feltpost frankeringsmaskiner.

Børn og unge er der også tænkt på med en række aktiviteter, hvor man blandt andet kan tegne sit eget frimærke, dekorere en æske eller lave gækkebrev. 

Fredericia Frimærkeklub er en gammel klub stiftet år 1921. Klubben er meget aktiv, og har over 70 medlemmer med et stort fremmøde på 40 – 50 medlemmer til sine klubaftener.