Friske pumper på vej fra Sjælland

En kolonne brandbiler fra Sjælland er netop nu på vej til Aabenraa og Sønderborg med friske pumper. Det forventes, at der skal pumpes hele dagen.

- Vi har også fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen stort set fra hele landet, siger viceberedskabschef Søren Simonsen, Sønderborg Brand & Redning, til TV SYD.

Området ved Sønderborg har været stærkt plaget af regn i mere end et døgn. Brandvæsenet har været ude 40 gange for at pumpe vand væk, mens Beredskabsstyrelsen pumper omkring Tøsbøl, Katrinelund og Skovmose.

Specielt det sidste område er hårdt ramt med mange sommerhuse, som står under vand.

- Det er alle steder problemer med vandafledningen. Så hober vandet sig op – og oversvømmer store områder, forklarer Søren Simonsen til TV SYD.

I Aabenraa er der store problemer omkring Dyrskuepladsen, som også tidligere har voldt problemer.  

De sjællandske brandvæsener stiller med 30 mand og pumpekapacitet til 70.000 liter i minuttet. Der er tale om brandbiler, der er trukket ud af det lokale beredskab og bemandet med frivillige.