Frivillig på Flensborg station: Flygtningene havde ingenting med

- De flygtninge, vi mødte, havde ingenting med, fortæller en privat frivillig til TV SYD. Dagen igennem onsdag stod Jane Lundsgaard og Bettina Irene Cohen ved stationen i Flensborg og delte frugt, vand og bleer ud til flygtninge.

Onsdag formiddag kørte Jane Lundsgaard og Bettina Irene Cohen ud fra Esbjerg med en fyldt varevogn. Målet var grænsen og de mange flygtninge på vej nordpå.

- Vi samlede ting ind i Esbjerg og omegn og stort set alle dem, der gav os ting, var studerende, kontanthjælpsmodtagere og andre lavtlønnede. De gav os penge til at købe ind for, brugt tøj, frugt og bleer som de havde været ude og købe for deres egne penge, fortæller Jane Lundsgaard til TV SYD.

Målet var egentlig Frøslev-Padborg skole, men efter meldingen om, at skolen ikke modtog mere hjælp, kørte de videre mod syd til Flensborg station.

- Da vi kom, var det hverdagsagtigt. Der var ikke noget, der tydede på, at der var flygtninge. Så så vi nogle skilte ved billetlugen med skrift på arabisk, og fandt en arabisk udseende mand, som oversatte for os. Han sagde, der stod "Denmark no-no" på skiltene, fortæller Jane Lundsgaard.

Der gik dog ikke længe efter, at de var ankommet, før flygtninge begyndte at dukke op med tog, og rygtet om varevognen med vand og frugt bragte flere til.

- Dem, der kom til os, havde intet, siger Jane Lundsgaard. - Mange havde ikke engang en taske med. Vi gav dem frugt og flasker med vand. Det var nogle, der var så beskedne, at de slet ikke ville have noget. Nogen af dem havde det ok, mens andre så meget bange og skræmte ud, fortæller Jane Lundsgaard om sit møde med kvinder, børn og mænd i alle aldre, på Flensborg station onsdag.

Blandt de mange flygtninge, der dukkede op ved varevognen var et ungt par med nyfødte tvillinger. Børnene var født under flugten, da den lille familie, var på vej gennem Grækenland. - De havde babyerne med, svøbt i tæpper, men ellers havde de ingenting med, og de ville ikke have bleer eller noget, for de kunne ikke bære det, siger Jane Lundsgaard.

Politiet begyndte også at henvise de trætte og sultne flygtninge til varevognen udenfor. Jane Lundsgaard fortæller, hvad der især var i høj kurs.

- Vi gav dem varmt tøj, bleer, frugt og vand. Og så kom vi af med rigtig mange små legetøjsting. Ting man kan have med i en enkelt hånd på rejsen som små bamser, biler og dinosaurusser.

Sådan så bilen med indsamlet hjælp ud, da den satte ud fra Esbjerg mod grænsen onsdag formiddag.
Sådan så bilen med indsamlet hjælp ud, da den satte ud fra Esbjerg mod grænsen onsdag formiddag.
Foto: Jane Lundsgaard

Udover familien med de nyfødte tvillinger, var den en anden lille familie, der gjorde stort indtryk på Jane Lundsgaard og Bettina Irene Cohen. Jane Lundsgaard fortæller: - Vi så en mand og hans søn sidde på en trappesten. De bad ikke om noget og vi måtte ikke give dem noget, men de så meget udsultede ud. Og så besluttede vi at give dem penge af egen lomme til at komme videre med. De var ligeglade hvor, de ville bare gerne finde et sted, men de havde ingenting overhovedet. Så Bettina hævede penge fra sin egen konto og gav dem, så de kunne komme videre. Senere blev de hentet med busser, og da de gik ind i bussen, så vinkede hele bussen til os. Nu har de i hvert fald lidt at starte med, fortæller Jane Lundsgaard, der torsdag hviler ud efter en lang hård onsdag på Flensborg station.

Jane Lundsgaard opsummerer indsamlingen og uddelingen af hjælp på Flensborg Station med ordene - Det er nok det vigtigste jeg, nogensinde har gjort.