TV der bevæger dig

Frivillige åbner ny søredningsstation med svensk redningsbåd

Den svenske redningsbåd i Juelsminde har en V8-motor på 650 HK og et Rolls Royce-jetdrev. Fartøjet er betalt af sponsorer. Foto: Kalle Karlsson

Dansk Søredningsselskab, der hjælper nødstedte sejlere, åbner nu i Juelsminde. Den nye redningsstation drives af frivillige.

Det bidende kolde vejr slog onsdag ingen af de frivillige ud på den nye redningsstation i Juelsminde. De har selv hentet deres nye redningsbåd i Sverige – og nu vil de bare gerne i gang med at klargøre den til foråret.

- Det er en del af sammenholdet på havnen – og en god ting for byen, siger frivillig i Dansk Søredningsselskab i Juelsminde, Jens Thomsen, til TV SYD.

Det er fantastisk. Med den nye redningsbåd kan vi virkelig gøre en forskel.

Lene Holm, frivillig, Dansk Søredningsselskab, Juelsminde

Omkring 370 gange om året bliver Dansk Søredningsselskab kaldt ud til nødstedte både, som de hjælper til nærmeste havn. Der findes ni stationer fordelt i hele landet. Én af dem ligger her i området - på Årø. Men nu er en tiende altså på vej i Juelsminde.

De omkring 30 frivillige fungerer som et slags udvidet vejhjælp på vandet.

- Vi kan hjælpe folk, hvis de er stødt på grund, har motorproblemer, har tabt en propel eller knækket masten – inden det bliver til en ulykke, fortæller frivillig Lene Holm.

Dansk Søredningsselskab er en privat organisation, der selv skal finde de penge, der er brug for. Derfor er det sponsorer, der har betalt for den brugte redningsbåd, der har en V8-motor på 650 HK og et jetdrev fra Rolls Royce. Det får glæden frem hos de frivillige.

- Det er som at få en ekstra julegave, griner Jens Thomsen.

Vi kan hjælpe folk, hvis de er stødt på grund, har motorproblemer, har tabt en propel eller knækket masten – inden det bliver til en ulykke.

Lene Holm, frivillig, Dansk Søredningsselskab, Juelsminde

Ifølge de frivillige er der årligt omkring 12.000 anløb til Juelsminde fra gæstesejlere. Så de frivillige har travlt med at klargøre redningsbåden, så den er klar til den officielle åbning af redningsstationen den 1. april 2018.

- Det er fantastisk. Med den nye redningsbåd kan vi virkelig gøre en forskel, slutter Lene Holm.

Den kommende tid skal også bruges til at finde flere penge til et nyt navigationsanlæg. Her håber Søredningsselskabet også at finde en sponsor. 

Læs også Store trafikale problemer på grund af snefygning

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden