TV der bevæger dig

Frivillige føler sig svigtet af Socialministeriet

Gademix er et socialt værested for udsatte børn og unge. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Christian Rabjerg Madsen (S) har kaldt socialministeren i samråd for at få svar på, hvorfor ministeriet lader frivillige vente alt for længe på svar.

Leder af Gademix, Hanna Andresen, er træt af, at Socialministeriet er langsomme til at svare på værestedets ansøgninger om midler til arrangementer. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

1 af 3

Det sociale værested Gademix i Kolding oplever gang på gang, at Socialministeriet ikke svarer på ansøgninger om støtte til socialt arbejde til tiden.

Foreninger oplever alt for ofte, at Socialministeriet først svarer på ansøgninger om tilskud længe efter fristen. Derfor trækker folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen (S) fra Kolding nu socialministeren i samråd for at finde en løsning.

Problematikken er velkendt hos det sociale værested Gademix i Kolding, hvor man blandt andet har søgt om støtte til at lave et arrangement for de frivillige. Ansøgningen blev sendt i marts, og der burde være kommet svar 1. juni. Men værestedets leder, Hanna Andresen, har stadig ikke hørt fra Socialministeriet, og må nu sandsynligvis aflyse arrangementet, der skulle have fundet sted i oktober.

- Det er enormt stressende for os, og problemet er kun blevet værre over tid. Over de seneste år er svarene kommet senere og senere, og vi får først svar i den periode, hvor vi er i gang med projektet. Det kræver is i maven. Vi er jo sat i verden for at tage os af børnene, og det er træls at leve i usikkerhed.  Samtidig står den lange ventetid i kontrast til, at politikerne hele tiden hylder os frivillige, siger leder af Gademix, Hanna Andresen, til TV SYD.

Når foreninger søger om tilskud til socialt arbejde ved Socialministeriet, er det mere reglen end undtagelsen, at svaret på ansøgningen foreligger efter projektet eller projektperioden er startet.

Folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen vil derfor i et samråd bede socialminister Karen Ellemann (V) forholde sig til, at ministeriet helt systematisk overtræder deres egne tidsfrister.

- Det er ikke kun regeringens ansvar, men også vores. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt uacceptabelt, at de mennesker der yder en stor indsats for at afhjælpe sociale problemer, skal behandles så dårligt, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden