Frivillige holder liv i landsbylivet - og vinder pris

150 frivillige er med til at få frilandsmuseet Hygum Hjemstavnsgård til at løbe rundt. Nu vinder gården UdviklingVejens turismepris.

Astrid Jørgensen er én af de 150 frivillige på Hygum Hjemstavnsgård.

En særlig gård og et frilandsmuseum, der gør landsbyliv omkring 1900-tallet levende. Det er udelukkende frivillige, der holder landsbylivet i live på gården. 

- Vi har det rigtig, rigtig godt - og det er det, der gør, at man har lyst til at være her, og det er det, der gør, at man har lyst til at komme igen og igen, siger Astrid Jørgensen. 

Nu bliver de frivilliges arbejde på hjemstavnsgården belønnet med en turismepris, der gives af UdviklingVejen. Og den anerkendelse gør indtryk på hjemstavnsgårdens formand. 

quote

Det betyder utrolig meget for Hygum Hjemstavnsgård, at vi er kommet op på det niveau.

Svend Dixen, formand, Hygum Hjemstavnsgård

- Det betyder utrolig meget for Hygum Hjemstavnsgård, at vi er kommet op på det niveau, at vi kan være med i det fine selskab, og at vi har fået en turismepris. Det gør, at vi kan lægge vores overligger lidt højere, siger Svend Dixen. 

Uden frivillige, ingen Hygum Hjemstavnsgård
Hvert år uddeler UdviklingVejen en turismepris til en af Vejen Kommunes virksomheder inden for turismeerhvervet. Denne gang er det de frivllige på Hygum Hjemstavnsgård, der bliver hyldet. Uden dem ville der ikke være noget frilandsmuseum på Hygum Hjemstavnsgård, mener formanden. 

- Jamen så kan vi godt lukke. Kort og godt. Det er det, der bærer det hele - det er de frivillige, siger Svend Dixen. 

Med Astrid Jørgensen er gården sikret minimum én frivillig i fremtiden. Hun har nemlig ingen planer om at stoppe.

- Lige så længe det er hyggeligt at komme herop, så er der ingen tidsbegrænsning, siger hun.