Frivillige sørger for nat-herberg

Det offentlige kunne ikke finde ud af lave et overnatningssted til hjemløse i Vejle. Nu har frivillige i byen taget sagen i egen hånd.

Vejlenseren Frank Rundstrøm er initiativtager til natherberget, som er kommet i stand i samarbejde med Nørremarkskirken, Adventkirken, Kirkens Korshær og værestedet Cafe Parasollen i Vejle.

Akut situation

Natherberget på Grejsdalsvej 2 vil i den kommende tid have åbent fra kl. cirka 21 om aftenen, hvor der vil blive serveret suppe eller anden mad til de hjemløse, og herberget lukker igen næste morgen kl 9. To frivillige skal holde opsyn hver nat.

- Vi var nødt til at gøre noget nu, situationen er akut, siger Frank Rundstrøm med de aktuelle ekstreme frostgrader i baghovedet.

Vejle Kommune har i den forgangne uge været under kritik for ikke at have et natherberg til hjemløse. Lignende steder findes i nabobyerne Horsens og Kolding. Men i Vejle var der ingen steder at gå hen når Kirkens Korshær i Vejle lukker kl 18.30.

Efterlyser frivillige

Frank Rundstrøm efterlyser frivillige, som vil tage en tørn på natherberget. Er man interesseret i at hjælpe, kan han træffes på frrund@gmail.com eller via Facebook.

Der er plads til 10-15 overnattende hjemløse på herberget i lejligheden på Grejsdalsvej, som er stillet til rådighed af bygningens ejer, Teddy Thomsen.