Frøs er en kæmpesucces på trods

Frøs Sparekasse er en succes på trods. Alle siger, stort er godt, men Frøs er lille og har aldrig haft det bedre. Hør direktør Kurt Jensens svar på hvorfor.

Frøs Sparekasse har afleveret det bedste regnskab i sin 145-årige historie. 65,3 mio. kr. i overskud og 10. 000 nye kunder på tre år. 

Hvorfor har den lille sparekasse med hovedsæde midt i Sønderjylland succes i en tid, hvor det store buzzword i finansbranchen længe har været, at man skal fusionere for at blive stor og robust?

Hvis man spørger direktør gennem de sidste 37 år i Frøs, Kurt Jensen, så har han et svar, som kommer før alle andre. Det er:  ”vi er lokale” og ”her kan man møde et menneske”.

Mantraet om, at ”stort er godt”,  er overhalet af ”mindre,  med lokalt, menneskeligt nærvær”, siger 66-årige Kurt Jensen, som i øvrigt går på pension til april: 

Alle elsker Frøs.

Det nye regnskab dokumenterer, at indlånet er steget med 140 mio. kr. (tre pct.) til 4.847 mio. kr. mens udlånet faldt med 134 mio. kr. (fem pct.) til 2.411 mio. kr. Der er altså dobbelt så mange penge på indlånskontoen som på udlånskontoen. Frøs er bundsolid.

quote

 Vi er lokale. Her kan man møde et menneske

Kurt Jensen, direktør, Frøs Sparekasse

I finansbranchen har alle sagt, at man skal vokse, ellers... Men Frøs er lille og succesfuld. Hvordan?  

Kurt Jensen: Vi har satset på en kontrolleret og organisk vækst  med regnskaber, der altid er i orden. Med andre ord: Der skal komme flere penge ind end ud:

Pengene skal passe.

Efter finanskrisens forstærkede krav til polstring i den finansielle sektor sagde mange eksperter, at Frøs var for lille. Den ville ikke kunne klare sig i den nye tid, fremtiden var usikker for sådan en lille en. Hertil svarer Kurt Jensen:

Vi har aldrig stået stærkere end nu.