Frøs fik igen overskud

Frøs Herreds Sparekasse har vendt et underskud til et beskedent overskud på fem millioner kroner i første halvår af i år.

Den syd- og sønderjyske sparekasse kom ud af sidste år med et underskud på 12,5 millioner kroner.

Sparekassen har haft tab på 13 millioner kroner i det seneste halvår.

I forhold til samme tid sidste år er indlånene i Frøs vokset med syv procent til 3.575 millioner kroner. Udlånene er gået op med 11 procent til 2.543 millioner kroner.

Frøs har en solvens på omkring 19 procent. Det er mere end dobbelt så meget som lovkravet på otte procent.

Sparekassen har et solidt indlånsoverskud, som betyder, at der for hver 100 kroner, der står i Frøs, kun er lånt 71 kroner ud. Udlån til landbruget fylder kun seks procent af det samlede udlån, og ejendomme udgør tre procent.

Frøs har i første halvår fået 17 nye kunder - om dagen.