Frugtsælger glæder sig over stop for ulovligt bagagerumssalg

Nye regler skal stoppe ulovligt salg ved asylcentre.

I Bolderslev er det nu ikke længere tilladt at sælge varer på asylcentrene uden for kontortid. Det skal bremse det ulovlige salg.

Du kan godt sælge billigere, hvis du ikke betaler moms. Derfor mener jeg, at vi skal stoppe det.

En af dem, der sælger lovligt ved asylcenteret i Bolderslev er frugtsælger Enes Mahmutovic. Han er også træt af de ulovlige bagagerumssælgere.

- Det går ikke så godt nu, fordi der er så mange ulovlige sælgere, siger Enes Mahmutovic til TV SYD.

Gennem længere tid har sortbørshandel været ret udbredt ved asylcentrene, men nu vil både kommuner og centrene have det stoppet.

Den ulovlige handel er foregået fra varebiler, der er kørt ind på centrene, og så har de solgt derfra.

Nu gør en ny aftale det lovligt, hvis sælgerne har papirerne i orden. De skal have et CVR-nummer, et registreringsbevis, et næringsbrev og en kontrolrapport. Ellers vanker der bøder. En god idé, mener Enes Mahmutovic.

- Jeg synes, at de skal komme med papirerne i orden. Med registrerede papirer. De skal ikke købe fra alle mulige andre steder.

Stop for salg fra varevogne glæder frugtsælgeren. For hvis det ulovlige salg fortsætter, så kan det koste den lovlige forretning livet.

- Du kan godt sælge billigere, hvis du ikke betaler moms. Derfor mener jeg, at vi skal stoppe det, forklarer Enes Mahmutovic.